en
Creative digital agency
©2024

Hvorfor er det så f****** vigtigt at tracke data?

10. maj 2018

#Analytics
#Data
#Digital Bureau
#Google
#Statistik
#Tracking
#Websites
Hvordan står det til med dit website og dets besøgende? Opnår du dine mål? Disse spørgsmål er lette at stille, men de kan ofte være svære at besvare.

Du har sikkert lagt øre til de famøse buzz words “BIG DATA” de seneste år – og det er der nok en grund til. Om det er big eller small data, skal du ikke tænke på. Det vigtige er, at du tracker dit website og derved får statistik. Tracking af dine besøgendes behov kan hjælpe din virksomhed med at identificere nye trends og derved muliggøre optimering.

“Tracking på sit website er lidt ligesom teenagesex: alle taler om det, ingen ved rigtigt, hvordan man gør det, alle tror, at alle andre gør det, så alle siger at de gør det”

Sporing/tracking kan måles på mange forskellige måder, men hvor de fleste står af er, når der skal analyseres på resultaterne fra dit website eller dine kampagner. Det er faktisk netop denne øvelse, som spiller den afgørende rolle for at aflæse, om dine online strategier virker eller ej.

Hvis du ikke tracker resultaterne fra dine digitale indsatser, kan du ikke identificere besøgstrends og mønstrer, der hjælper dig med at sætte mål for optimering – og så er det hele jo ligegyldigt.

Som digitalt bureau skal man omfavne tracking og give data et stort vådt kys – hvis ikke, bliver det svært at argumentere for, hvorfor lige præcis de løsninger man laver, virker. Hos Checkmate elsker vi data, og vi tilbyder vores kunder hjælp med at måle og spore resultater fra deres websites og kampagner.

For at være lidt overskuds-agtige vil vi gerne dele lidt viden om, hvad Google Analytics kan bruges til.

Vi ønsker alle et attraktivt website, der taler direkte til vores forventede målgruppes hjerter. At have et flot designet website er ikke det eneste mål for en online succes. CRAZY, ik?

Når et website bliver lanceret, ligger der en masse arbejde i at holde de besøgende engageret. Google Analytics er et gratis tracking værktøj, som kan give dig nyttige informationer om, hvor mange besøgende du har, de sider, de ser på, hvor længe de bliver, og de måder de finder dit website på. Dette er supervigtige parametrer for vurdering af dit websites performance.

Hos Checkmate hører vi næsten dagligt fra folk at mængden af data, som Google Analytics giver, kan virke lidt overvældende. Det er også meget forståeligt, at man har den holdning – derfor vil vi nedenfor forsøge kortlægge nogle af de grundlæggende nøgletal i Google Analytics og hvad de betyder.

“Torture the data, and it will confess to anything”

Sessions

Tidligere kendt som “visitors”, repræsenterer antal gange af sessioner/besøg en bruger var aktiv på dit website. Disse tal er vigtige, fordi de repræsenterer størrelsen af det publikum, du når ud til. Når du udvider din online marketingindsats, kan du sammenligne disse statistikker fra måned til måned.

Hvis antallet af sessioner vokser, betyder det, at flere mennesker besøger og kommer tilbage til dit website. Det er dog vigtigt at huske på, at “sessions” ikke er enkelte brugere. Hvis en bruger er inaktiv på dit website i over 30 minutter, og derefter besøger dit website igen, så er brugeren i færd med sin “session/besøg” nummer 2.

Page views / Sidevisninger

Sidevisninger repræsenterer det samlede antal sider, der vises på dit website. Dette tal er vigtigt, fordi du vil helst have, at dine besøgende ser så mange sider på dit website som muligt. Husk, at et stort antal sidevisninger kan skyldes kvaliteten og værdien af indholdet på dit website. Det kan dog også betyde, at besøgende ikke kan finde det, de egentligt leder efter (eller) at visse sider på dit website ikke virker korrekt. Det er derfor vigtigt at henvise til andre beregninger for bedste fortolkning af sidevisningsdataene.

Traffic Sources / Trafikkilder

Det er vigtigt at forstå de to ovenstående nøgletal (sessioner og sidevisninger). Men det er mindst lige så vigtigt at vide, hvor pokker dine besøgende kommer fra.

Google Analytics hjælper med at opdele trafikkilder i følgende 4 kategorier. Der findes flere, men nedenstående er de mest kendte.

  • Organisk søgning: trafik fra søgemaskinerne (F.eks. Google, Bing, Yahoo).
  • Referral/Henvisning: backlinks fra andre websites – altså andre hjemmesider, som har links ind til dit website.
  • Direkte trafik: Betyder at dit domæne bliver skrevet direkte ind i adresselinjen i en browser.
  • Social: trafik fra de sociale medier (F.eks. Facebook, Linkedin, Twitter).
Bounce Rate / Afvisningsprocent

En bounce rate udregnes, når en besøgende kommer ind på dit website og straks forlader det igen. Det betyder normalt, at de besøgende ikke fandt det, de søgte efter (eller) de nåede kom ind på dit website ved uheld. At reducere din bounce rate, er vigtig, fordi mistede besøgende er det samme som missede muligheder. Analyser derfor på, hvorfor folk forlader websitet og optimer så din løsning, så du får vendt de besøgende fra at forlade til at fordybe sig.

Konverteringsrate

Af alle målinger som du kan spore, er konverteringsraten nok en af de vigtigste. En konverteringsrate er procentdelen af besøgende, der har opnået et mål på dit website. Mål kan omfatte køb, tilmelding til nyhedsbrev, udfyldelse af en kontaktformular eller visning af en bestemt side. Hvis dit website har en lav konverteringsrate, er det muligt, at du enten tiltrækker de forkerte typer besøgende eller at indholdet på dit website skal optimeres.

Overvågning af din konverteringsrate kan også fortælle dig, om der er noget galt med dit website. Hvis din konverteringsrate pludselig falder, kan det eksempelvis tilskrives en fejl med sitets indkøbskurv eller tilmeldingsformular.

Let’s wrap it up

I sidste ende er det vigtige, om du overhovedet anvender de nyttige informationer, som du får ved tracking af dit website. Ideen med at bruge Google Analytics er, at indsamle oplysninger og foretage forbedringer, der vil medføre online succes. Ved at holde styr på dine igangværende resultater, har du mulighed for at overvåge og opdatere dit website regelmæssigt.

Hvis du gør det, kan du identificere eventuelle problemer og lære, hvad du skal gøre for at løse disse, som ultimativt gerne skulle øge dine besøgendes engagement og forbedre deres brugeroplevelse.